Den store gevinst på vores skrabelod
I dag afholdt STH, GI40Hermes og MK31 årets store sponsorstævne på vores nye hjemmebane i Bellahøjhallen.
Dagen startede med en imponerende indmarch med knap 100 svømmere og trænere – en indmarch, der fik åbningen af de olympiske lege i Kina til at blegne.
Efter en holdkap, hvor klubberne viste bredden blandt eliten stod den på sponsorsvømning. Først var det de yngste, der var ude at svømme i 1 time efterfulgt af de ældre, lidt mere erfarne. Der blev virkelig svømmet i gennem fra høj til lav – og der var opvisning i alle svømmearter.
Der blev svømmet i alt 235 km – svarende til mere end 117 kilometer i timen, noget hurtigere end man må køre på motorvejen! Det betød, at den samlede sponsorindtægt fra selve svømningen var mere end 70.000 kroner. Oveni det havde et par sponsorer – blandt andet TUBORG Fonden – allerede lagt over 30.000 kroner. Så den samlede indtægt til klubberne var mere end 100.000 kroner – penge der er hårdt brug for efter vores oprykning sidste år.
Under stævnet blev der afholdt reception oppe i Bellahøjhallens indgangsparti. Her var det store trækplaster, de usædvanligt lækre kager, som alle forældre havde bagt.
100.000 tak til alle sponsorer, svømmere og forældre for den store indsats!
I løbet af denne uge udleverer alle trænerne breve og diplomer til alle svømmerne. Svømmerne skal så ud at aflevere brev og diplom til deres sponsorer. Bed venligst sponsorerne om at anføre aftalenummeret, der står i brevet, på indbetalingen, så vi kan registrere, at de har betalt. Og husk at TAKKE sponsorerne rigtig mange gange for deres støtte og fortæl dem, at deres navn blev annonceret mange gange i løbet af stævnet.
Hvis der er nogen svømmere, som efter en uge ikke har modtaget breve og diplomer, bedes I henvende Jer til enten Jørn (zinckleth@mail.dk) eller Michael (michael@ahm.dk), som så vil søge at hjælpe.
Vores næste store opgave for at forbedre klubbernes økonomi er uddelingen af telefonbøger, som kommer til at finde sted sidst på året. I får mere besked fra trænere og på hjemmesiden i løbet af den næste måned. Vi håber, at endnu flere svømmere og forældre end sidste år vil deltage i denne hyggelige og motionsgivende dag.